Statens Serum Institut løber tør for poliovaccine

Skrevet af admin

03/12/2013

Mest læste i dag

Statens Serum Institut løber snart tør for poliovaccine til at vaccinere danske børn mod den alvorlige sygdom. Det skyldes, at instituttet har haft tekniske problemer med produktionen af vaccinen, oplyser Sundhedsstyrelsen.

Da det ikke har været muligt at skaffe nok af den sædvanlige poliovaccine, har Statens Serum Institut derfor måttet se sig om efter et alternativ. Det betyder, at vaccinationsprogrammet bliver ændret i en periode.

- Det har ikke nogen konsekvenser for børnene, for de vil blive beskyttet mod de sygdomme, som de plejer.

- Men det kan selvfølgelig give noget usikkerhed, fordi man skifter vaccine, siger Nils Strandberg Pedersen, administrerende direktør i Statens Serum Institut.

Danske børn tilbydes normalt en vaccination mod polio, når de er henholdsvis tre og fem måneder gamle, samt i ét- og femårs alderen.

Og børnene vil fortsat blive beskyttet mod polio, men med en anden type vaccine, der samtidig beskytter mod hepatitis B.

Statens Serum Institut anslår, at op mod 100.000 børn vil blive berørt af ændringen.

- Vi har normalt ikke anset det for nødvendigt at vaccinere raske børn i Danmark mod hepatitis B, men det gør man i flere andre lande, siger Nils Strandberg Pedersen.

Han understreger, at vaccinen er godkendt og gennemtestet, og at den ikke har andre bivirkninger end de sædvanlige - lidt feber og ømhed dér, hvor barnet er blevet stukket.

Det er ikke sket før i nyere tid, at instituttets produktion af børnevacciner er kikset.

To portioner blev ødelagt - først på grund af en defekt måler og siden en utæt slangesamling. Bommerten betyder en merudgift på 24 millioner kroner, oplyser Nils Strandberg Pedersen.

- Det er hvad, der sker for vaccinationsproducenter. Det er bare uheldigt, at der i forvejen er mangel på vaccinen, fordi en anden producent også har haft produktionsproblemer, siger direktøren.

Vaccinen er fortsat gratis for småbørnsforældrene.

Statens Serum Institut har poliovaccine nok frem til begyndelsen af det nye år, hvorefter den nye vaccine tages i brug. Ændringen i vaccinationsprogrammet forventes at gælde frem til efteråret 2014.

Polio, som også kaldet børnelammelse, er en meget smitsom virus, der frem til midten af 1950'erne var almindelig i Danmark. I 1955 blev der indført vaccinationsprogram mod polio i Danmark, og det fik sygdomstilfældene til at falde.

Sidste kendte tilfælde, der er opstået i Danmark, var i 1976.

/ritzau/