Statistik: Hver tredje dømte mand begår ny kriminalitet

Skrevet af admin

12/12/2013

Dagens topnyheder

30 procent af de mandlige forbrydere, der bliver løsladt, har i løbet af de første år i friheden svært ved at holde sig på den rigtige side af loven.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik i udgivelsen "Tilbagefald til kriminalitet 2009-2011".

Blandt de mænd, der i 2009 blev løsladt eller fik en dom, havde knap hver tredje begået en ny lovovertrædelse i løbet af to år. For mænd, der havde fået flere domme i løbet af 2004 til 2008 var tallet helt oppe på 43 procent.

Kvinderne er ifølge tallene omvendt bedre til at klare sig i friheden. I stedet for knap hver tredje falder kun 14 procent af de kvindelige forbrydere tilbage i kriminalitet.

Fælles for de to køn er dog, at det særligt er de unge, som bryder loven igen. I gruppen af unge mænd, som tidligere har fået en dom, ryger over halvdelen af dem i karambolage med politiet på ny i løbet af to år.

Det gælder kun hver fjerde mand over 60 år.

Danmarks Statistik har også undersøgt, hvilke forbrydere der har størst risiko for at ryge ud i snavs igen. Og tallene viser, at indbrudstyve har sværest ved at holde fingrene for sig selv.

Over halvdelen - 65 procent - af de personer, der har været dømt for indbrud i private hjem, falder i igen i løbet af få år. For sædelighedsforbrydere er tallet 25 procent. Det svarer til hver fjerde.

Ifølge statistikken er det dog ikke nødvendigvis samme kriminalitet, som de dømte begår igen. En sædelighedsforbryder eller en indbrudstyv kan således figurere i statistikken over tilbagefald, hvis de eksempelvis begår vold eller overtrædelser i trafikken.

/ritzau/