Statoils tankstationer skifter navn til Circle K

Skrevet af admin

22/09/2015

Dagens topnyheder

Fra maj 2016 skifter Statoils tankstationer navn til Circle K i både Skandinavien, Baltikum, Polen og Rusland.

Det oplyser Statoil i en pressemeddelelse.

Navneskiftet skyldes, at Statoil Fuel & Retail, der hidtil har stået for driften af tankstationerne, i 2012 blev opkøbt af den canadiske virksomhed Chouche-Tard.

Dermed er knapt 15.000 forretninger med mere end 100.000 ansatte i Skandinavien ejet af det canadiske firma.

Chouche-Tard ejer tankstationer og såkaldte "convenience"-butikker verden over, og man har derfor besluttet at samle forretningerne under ét fælles navn.

Håbet er, at det vil skabe genkendelse verden over, siger deres administrerende direktør, Brian Hannasch.

- Beslutningen om at samle virksomheden under ét brand vil være med til at gøre os stærkere, det vil både styrke os kulturelt, men også skærpe vores fokus på at lette dagligdagen for vores kunder, siger Brian Hannasch.

Ifølge Chouche-Tards europæiske koncernchef, Jacob Schram, vil navneskiftet gavne forretningen, fordi Circle K samler kunder på tværs af landegrænser.

Ud over at stå for driften af Statoils servicestationer driver Chouche-Tard flere forskellige lignende forretninger. Alene i Nordamerika har de knapt 8000 forretninger og beskæftiger omkring 80.000 ansatte.

De fleste af de forretninger som Chouche-Tard står bag er klassiske tankstationer med en butik og mulighed for at købe benzin, men de ejer også ubemandede tankstationer.

Hele den europæiske navneskifte-proces starter i Sverige og Norge.

/ritzau/