Statsadvokat: Terrorister ville dræbe politifolk

Skrevet af admin

16/01/2015

Mest læste i dag

15 personer er anholdt i forbindelse med antiterroraktion i Belgien, hvor to personer torsdag aften blev dræbt. Det oplyser den belgiske statsadvokat Eric van der Sypt ved et pressemøde fredag.

13 af de anholdte er blevet pågrebet forskellige steder i Belgien, mens to personer er blevet anholdt i Frankrig. Dem forlanger man nu udleveret til Belgien.

Eric van der Sypt fortæller ved pressemødet fredag, at de formodede terrorister angiveligt havde planer om at dræbe belgiske politifolk.

I forbindelse med en antiterroraktion torsdag aften blev to formodede terrorister dræbt. Derudover har politiet foretaget en række anholdelser og beslaglagt en flere våben.

Derudover har man beslaglagt flere politiuniformer, fortæller Eric van der Sypt.

Blandt de beslaglagte våben er der ifølge statsadvokaten fire AK-47 automatrifler, også kendt som Kalasjnikov-rifler. Derudover er der beslaglagt adskillige andre mindre våben.

Politiet har også beslaglagt en mængde sprængstof i forbindelse med aktionen.

/ritzau/