Statsadvokat: Vi tager nazisag meget alvorligt

Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet har tirsdag eftermiddag modtaget anmeldelsen af den 90-årige Helmuth Leif Rasmussen, som under Anden Verdenskrig kæmpede på tysk side.

- Det er en sag, vi tager meget alvorligt, og vi vil studere anmeldelsen meget nøje, siger statsadvokat Morten Niels Jakobsen til Ritzau.

Nazijægeren Efraim Zuroff fra Simon Wiesenthal Center afleverede tirsdag over middag en politianmeldelse på Station City i København.

Den anmeldte, Helmuth Leif Rasmussen, gjorde under krigen tjeneste i Frikorps Danmark, og Zuroff vil have undersøgt, om danskeren kan drages til ansvar for drab på jøder i en hviderussisk arbejdslejr.

- Vi har nu fået overdraget sagen fra Københavns Politi, og vi vil i første omgang vurdere den på et skriftligt grundlag. Derefter vil vi tage stilling til, om der skal indhentes yderligere oplysninger, fortæller Morten Niels Jakobsen til Ritzau.

Formålet med statsadvokatens vurdering af anmeldelsen er i første omgang at tage stilling til, hvorvidt der skal iværksættes en egentlig strafferetslig efterforskning.

Det har været fremme, at Helmuth Leif Rasmussen efter krigen blev idømt en fængselsstraf for sin rolle under krigen. Det kan muligvis få betydning for sagen.

- Vi må undersøge, hvad det er, han er blevet straffet for. Det er klart, at man ikke vil kunne blive straffet for det samme to gange, fortæller Morten Niels Jakobsen.

/ritzau/

Dagens Gossip