Statsanklager: Personer i supermarked dræbt før aktion

Skrevet af admin

10/01/2015

Mest læste i dag

Anklagemyndigheden i Paris oplyser, at fire gidsler, som blev dræbt i et jødisk supermarked i Paris fredag, mistede livet, før politiet stormede butikken.

Politiets specialstyrker stormede butikken omkring klokken 17 fredag og dræbte Amedy Coulibaly, der havde forskanset sig indenfor.

Statsadvokat Francois Molins siger fredag aften på et pressemøde, at de fire personer blev skudt af Coulibaly, da han gik ind i butikken og begyndte at tage folk indenfor som gidsler.

Han henviste til ligenes tilstand og udsagn fra Coulibaly selv.

- Det tyder på, at ingen gidsler blev dræbt under politiets aktion, siger Molins, som ikke siger noget om en gidseltager nummer to.

Anklagemyndigheden kan dermed ikke bekræfte forlydender om, at der skulle have været tale om to gidseltagere i supermarkedet.

Coulibaly sagde kort tid inden sin død i et telefoninterview, at han angreb supermarkedet, fordi han ville ramme jøder. Samtidig sagde han, at han havde tilknytning til jihadist-bevægelsen Islamisk Stat.

Derudover påstod han, at han arbejdede sammen med de to brødre, der ligeledes fredag blev dræbt i en politiaktion uden for Paris.

Det er de to brødre, som mistænkes for at stå bag onsdagens angreb på satiremagasinet Charlie Hebdo, hvor 12 personer blev dræbt.

Men de skulle angiveligt have haft tilknytning til terrornetværket al-Qaeda i Yemen, hvilket al-Qaeda i Yemen fredag aften bekræfter ved at tage skylden for angrebet.

Samtidig advarer al-Qaeda på den arabiske halvø om, at Frankrig kan forvente flere angreb i fremtiden.

Fransk politi efterlyser en 26-årig kvinde ved navn Hayat Boumeddiene, som angiveligt er kæreste med Amedy Coulibay.

Hun skulle også have befundet sig i det jødiske supermarked i Paris, men slap angiveligt væk, uden at det massive politiopbud bemærkede det.

Hun er også mistænkt for at have været indblandet i drabet på en kvindelig politibetjent torsdag i Paris. Med fredagens gidseldrama i supermarkedet er antallet af uskyldige dræbte nået op på 17 siden onsdag i den franske hovedstad.

/ritzau/