Statsanklager rejser tiltale mod Mohamed Morsi

Statsanklager Hesham Bakarat kræver den tidligere præsident og 14 andre medlemmer af Det Muslimske Broderskab straffet for at »begå og tilskynde til vold og optøjer,« skriver det statslige nyhedsbureau.

Anklagerne kommer efter voldelige uroligheder foran præsidentpaladset i december, efter Morsi havde vagt demonstranternes vrede ved egenhændigt at udvide sine beføjelser.

Morsi er også under efterforskning for en flugt fra sit fængsel under opstanden i 2011 mod Hosni Mubarak.

Han bliver desuden beskyldt for mord og sammensværgelse med den palæstinensiske gruppe Hamas under flugten. Der er dog endnu ikke formelle anklager i den sag.

Mohamed Morsi blev afsat af hæren 3. juli bare et år inde i sin fire-årige periode som præsident efter massive protester mod styret.

Siden da er myndighederne gået målrettet efter Det Muslimske Broderskab og har arresteret de fleste af partiets ledere.

Landets sikkerhedsstyrker står desuden bag drab på flere hundrede Morsi-tilhængere, i tiden efter han blev afsat.

BNB/Reuters

Dagens Gossip

Dagens TV