Statsminister takker Stoltenberg på årsdag for Utøya

Skrevet af admin

22/07/2014

Dagens topnyheder

77 mennesker døde i terrorangrebene i Norge for tre år siden.

Ved mindehøjtideligheden i Oslo tirsdag formiddag holdt statsminister Erna Solberg en tale, hvor hun takkede sin socialdemokratiske forgænger som statsminister, Jens Stoltenberg, for hans lederskab i dagene og ugerne efter terrorangrebet.

- Jeg vil takke Jens Stoltenberg for det lederskab, han viste som statsminister i krisen.

- Kære Jens, du viste vej i den tunge tid efter 22. juli. Det var af uvurderlig betydning for os alle. Og den betydning vil aldrig blegne, siger hun.

22. juli 2011 sprængte den nu terrordømte Anders Behring Breivik en bombe i Oslos regeringskvarter og begik bagefter massedrab på øen Utøya vest for hovedstaden.

Erna Solberg påpeger også, at mange af dem, som blev berørt af terrorangrebene, stadig har brug for hjælp og opfølgning.

- For dem, som risikerede deres liv for at redde andre, kan det være vanskeligt at leve videre som før, siger hun.

Statsministeren pointerer, at "en stærkere beredskabskultur er afgørende for at begrænse vores sårbarhed", og taler om, at tillid og åbenhed er de vigtigste våben mod racisme og radikalisering.

- Mindet om 22. juli forpligter os alle. Vi skal kæmpe for åbenhed, tolerance og sammenhold. Tillid er vores største styrke, siger hun og slår fast, at "voldelig ekstremisme aldrig kan undskyldes".

Efter talen lagde Erna Solberg en krans og derefter fulgte et minuts stilhed.

Otte mennesker døde for tre år siden, da Breiviks 950 kilo store bombe eksploderede i Oslos regeringskvarter. På øen Utøya dræbte han bagefter 69 mennesker. Hovedparten af de dræbte var unge, der deltog i de norske socialdemokraters årlige sommerlejr på øen.

Lederen for Arbeiderpartiets ungdomsorganisation AUF, Eskil Pedersen, holdt også en tale til forsamlingen i Oslo.

Han lagde ifølge nyhedsbureauet NTB vægt på, at når Norge møder fremmedfjendtlige holdninger, må det ikke må være tavs.

- Tre år efter angrebet er racismen tilbage i kommentarfeltet. Hadets retorik deles af for mange. Vi kan ikke være tavse over for dette, siger Eskil Pedersen.

/ritzau/