Statsministeren dropper DBU og DIF til integrationsmøde

Skrevet af admin

24/09/2015

Dagens topnyheder

En række virksomheder, organisationer og uddannelsesinstitutioner er inviteret til integrationsmøde på Marienborg torsdag hos statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Til gengæld har statsministeren ikke inviteret hverken Danmarks Idrætsforbund (DIF) eller Dansk Boldspil-Union (DBU), og det undrer de to store forbunds formænd Niels Nygaard og Jesper Møller.

DIF og DBU repræsenterer 345.000 frivillige som Danmarks største organisation.

- Idrætten tager allerede i dag et stort ansvar for integration i Danmark – og bør derfor også være med, når der deles erfaringer og drøftes nye muligheder.

- Vi løfter gerne et større ansvar i samspil med kommuner og andre institutioner. Derfor bør vi naturligvis også være en del af en sådan drøftelse, siger Niels Nygaard, formand for Danmarks Idrætsforbund en fælles pressemeddelelse fra DIF og DBU.

Hos DBU er man naturligt helt på linje med DIF.

- Mange fodboldklubber og foreninger har tæt samarbejde med asylcentre og kommuner om at lade fodbold tage et større ansvar i forhold til integration. Vi ønsker, at fodbold bidrager til at løse samfundets udfordringer – også i forhold til integration, siger Jesper Møller, formand i DBU.

Knapt to millioner danskere er medlem af en forening under DIF – heraf spiller godt 335.000 fodbold i klubber under DBU. Blandt nydanskere er 64 procent idrætsaktive.

/ritzau/