Statsministeren indleder valgdagen på rød hjemmebane

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) indledte valgdagen i Brøndby på den københavnske vestegn - en af socialdemokraternes højborge.

Her delte hun sammen med Brøndby-borgmester Ib Terp (S) og den socialdemokratiske spidskandidat til Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen, croissanter ud til morgenfolket ved de automatiske glasdøre på Brøndby Strand Station.

- Godmorgen, du skal have en croissant med, sagde hun til en dame i råhvid dynejakke og fortsatte,

- Og husk at stemme i dag.

Da passagererne fra et S-tog strømmede ud, blev der pludselig trangt i indgangen, hvor lokale socialdemokrater i røde jakker og røde tørklæder med roseprint delte flyers ud sammen med statsministeren.

Det er en tryg station, Helle Thorning-Schmidt startede valgdagen på. Vestegnen er hendes egen hjemstavn, og her regerer de socialdemokratiske bykonger, som har absolut flertal i byrådet.

Det har Socialdemokraterne ikke i Brøndby, men kommunen er traditionelt set rød. Den nuværende borgmester, Ib Terp, overtog posten i 2005, hvor han afløste sin partifælle Kjeld Rasmussen, der blev borgmester helt tilbage i 1966.

- Nu har jeg rejst hele landet tyndt og været i næsten halvdelen af de danske kommuner. Og her til morgen vil jeg så rigtig gerne bakke op om Ib Terp, som er en dygtig borgmester.

- Jeg håber, at mange går op og stemmer på socialdemokraterne i dag, sagde Helle Thorning-Schmidt til Ritzau.

Helle Thorning-Schmidt sætter sit kryds klokken 10.00 på Kildevældsskolen på Østerbro i København.

Statsministeren går i øvrigt ind til valgdagen med selvtilliden i orden. Mandag viste en Voxmeter-måling, at Socialdemokraterne har overhalet Venstre som landets største parti.

Og den røde blok har ifølge målingen også tiltvunget sig et snævert mandatmæssigt overtag 88-87.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV