Statsministeriet bekræfter rokaderygter

Statsministeriet bekræfter fredag morgen over for Ritzau, at navne og poster i den regeringsrokade, som medierne har beskrevet, holder.

Siden rygterne tog fart torsdag aften, har der været heftige spekulationer om, hvem der fremover skal sidde på hvilke ministertaburetter.

Ifølge Statsministeriet bliver socialdemokraternes gruppeformand, Henrik Sass Larsen, erhvervs- og vækstminister i stedet for SF's formand, Annette Vilhelmsen.

Annette Vilhelmsen bliver ny socialminister i stedet for Karen Hækkerup (S). Ifølge Ritzaus oplysninger bliver Vilhelmsens nye ministerium styrket, og Politiken skriver, at SF'eren også får titel af børneminister.

Karen Hækkerup bliver ny fødevareminister i stedet for partifællen Mette Gjerskov (S), som ryger helt ud af ministerholdet.

Nicolai Wammen (S) bliver ny forsvarsminister i stedet for Nick Hækkerup.

Nick Hækkerup (S) får ansvaret for både Europaministeriet og Handels- og investeringsministeriet, der lægges sammen.

Pia Olsen Dyhr (SF), som hidtil har været handels- og investeringsminister, bliver transportminister i stedet for Henrik Dam Kristensen (S).

Henrik Dam Kristensen bliver ny gruppeformand i Socialdemokraterne i stedet for Henrik Sass Larsen.

De øvrige ministre fra S og SF beholder deres respektive ministerposter, og det samme gør de radikale ministre.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) vil fredag formiddag præsentere det nye ministerhold på Amalienborg.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV