Statsrevisor er parat til at se 1813 efter i sømmene

Skrevet af admin

11/01/2014

Mest læste i dag

Urimeligt lange ventetider for patienterne og for dyrt for skatteyderne.

Sådan vurderer Peder Larsen (SF), formand for statsrevisorerne, den nye akuttelefon 1813 i hovedstadsområdet, som gik i luften ved årsskiftet og i sin korte levetid har været præget af store problemer, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten lørdag.

- Med det forløb, der har været indtil nu, vil det være berettiget at bede Rigsrevisionen om at se på sagen. I øjeblikket er der patienter, som er udsat for nogle urimelige responstider, siger Peder Larsen til avisen.

Også samfundsøkonomisk kan der være noget at komme efter, fordi Region Hovedstaden skal ansætte mere personale end budgetteret med for at få ventetiderne bragt ned, vurderer formanden.

- Det er ikke så heldigt, at det bliver dyrere end oprindeligt beregnet, siger Peder Larsen.

Det nye system med 1813-telefonen har været udskældt, siden det blev indført 1. januar. Den nye ordning med visiteret adgang til både lægevagt og akutmodtagelse indebærer blandt andet, at alle skal ringe, inden de kan møde op i akutmodtagelsen.

Telefonen bliver først besvaret af en sygeplejerske, som vurderer om personen i røret skal tale med en læge, møde op, eller i telefonen få råd og vejledning om sygdom.

Dog har indbyggerne i Region Hovedstaden oplevet lange - og også alt for lange - ventetider. Nogle gange op til flere timer, og selvom ventetiden tilsyneladende er på vej ned, er der stadig lang vej til en acceptabelt niveau.

Udmeldingen fra Peder Larsen kommer, allerede dagen efter at Sundhedsstyrelsen har bedt Region Hovedstaden om at forklare sig i sagen. Dette møde finder sted mandag.

/ritzau/