Statsrevisorer kritiserer registreringen af udlændinge

Skrevet af admin

25/02/2015

Dagens topnyheder

Siden 1999 har der ikke været ordentlig styr på registreringen af nyankomne udlændinge. Der kan ikke altid redegøres for, med hvilken ret en udlænding har fået udleveret et personnummer i Danmark.

Samtidig er det uklart, hvilke myndigheder, herunder Udlændingestyrelsen, der har ansvaret for en sikker registrering af nye udlændinge.

Det er dybt kritisabelt, mener Statsrevisorerne, der har set nærmere på Rigsrevisionens gennemgang af integrationsindsatsen.

Formanden for Statsrevisorerne, Peder Larsen (SF), siger, at Udlændingestyrelsen må blive bedre til at registrere.

- Den har en vigtig opgave i at finde ud af, om man skal have opholdstilladelse eller ej, men det er også vigtigt at finde ud af, hvor de alle sammen er henne, og om de har den fornødne berettigelse.

- En ting er at få en opholdstilladelse, men det er ikke det samme som, at de for tid og evighed skal opholde sig i Danmark, siger Peder Larsen.

Spørgsmål: Ved I noget som helst om, i hvilket omfang de folk, man ikke ved, hvorfor opholder sig i landet, overhovedet er berettiget til at opholde sig i landet?

- Det kan man netop ikke svare på, og det er et stort problem. Det burde man kunne svare på, og derfor er det vigtigt at finde ud af, hvilken myndighed der skal tage sig af det, og det forventer vi et svar på fra ministeren inden for et par måneder, svarer Peder Larsen.

Udlændingestyrelsen hører under justitsminister Mette Frederiksens (S) ministerium.

Statsrevisor fra Venstre, Kristian Jensen, siger, at der er en gruppe mennesker, som har fået et personnummer udleveret i kommunerne uden at man ved, hvorfor der er givet opholdstilladelse.

- Vi er nødt til at lave nogle værnsregler, som sikrer, at vi ikke begynder at uddele personnumre uden at man også har registreret, hvorfor man har lov til at være i Danmark, siger Kristian Jensen.

Klaus Frandsen, der er statsrevisor fra De Radikale, siger, at hovedparten af problemerne synes at være sjusk.

- På det tidspunkt, hvor kommunen gav cpr-nummeret, må man antage, at der har siddet en medarbejder, som har haft styr på, hvorfor man har givet det.

- Det faktum signalerer, at hovedparten af problemet er sjusk i stedet for egentlige problemer. Men man kan ikke sige det med sikkerhed, siger Klaus Frandsen.

/ritzau/