Statsrevisorerne advarer: Stop supersygehuse

Alt for mange penge kan blive spildt på de samme fejltagelser, når de nye supersygehuse bygges på samme tid.

Det mener formanden for statsrevisorerne, Peder Larsen (SF), som i Jyllands-Posten foreslår, at nogle af sygehusbyggerierne indstilles i en årrække.

- Når man bygger sygehusene samtidig, bygger man dem på det samme vidensgrundlag og kommer derfor let til at lave de samme fejl.

- Derfor vil det være fornuftigt at vente med nogle af sygehusene, til de første står færdige, så vi har nogle erfaringer, siger Peder Larsen.

Seks steder i landet er det besluttet at bygge nye sygehuse for tilsammen 28 milliarder kroner.

Alle skal stå færdige i perioden 2018 til 2021, men Peder Larsen foreslår konkret, at i hvert fald byggeprojekterne i Gødstrup og Hillerød - som stadig er i opstartsfasen - bliver sat på standby.

Og formanden for statsrevisorerne har en pointe, som politikerne "er nødt til at forholde sig til".

Det mener Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet.

- Når man sætter det hele i gang på samme tid, er der uden tvivl en større risiko for, at økonomien løber løbsk, og at man ikke får det for pengene, som man kunne have fået ved at bygge over en længere årrække, siger professoren til Jyllands-Posten.

Formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S), afviser, at nogle supersygehuse kan udskydes.

- Vi er godt i gang med at løfte niveauet på sundhedsområdet for alle danskere. Og så kan vi ikke sige til eksempelvis borgerne i Vestjylland, at de må vente i 10 år med at få et nyt sygehus, siger Bent Hansen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip