Statsrevisorerne kalder hjemløse-indsats utilstrækkelig

Skrevet af admin

21/08/2014

Mest læste i dag

Kommunerne har ikke været gode nok i indsatsen over for hjemløse, og Socialministeriet og Boligministeriet er ikke gode nok til at følge op på kommunernes indsats.

Det fremgår af de folkevalgte statsrevisorers beretning om indsatsen over for hjemløse, der er offentliggjort torsdag eftermiddag. Her skriver Statsrevisorerne, at myndighedernes indsats "ikke har være tilfredsstillende".

Statsrevisorerne peger blandt andet på, at kommunerne har tilbudt for få pladser og for lange ophold på forsorgshjem. Desuden har kommunerne ikke kunnet imødekomme de hjemløses boligbehov.

Ifølge beretningen er antallet af hjemløse stigende. I 2013 var der 5820 hjemløse mod 4998 i 2009, og der er særligt et problem med flere hjemløse unge.

Der var dog kun 2180 pladser på forsorgshjem i 2013, og mange hjemløse var derfor henvist til at sove på gaden, i varmestuer, i campingvogne eller hos familie og venner.

Socialministeriet har dog været opmærksom på problemer med hjemløse, skriver Statsrevisionerne i beretningen.

Socialministeriet har siden 2009 udrullet den såkaldte "Hjemløsestrategi" i 17 kommuner, og det vil fortsætte i flere kommuner de kommende år. Alligevel finder Statsrevisorerne ikke indsatsen tilstrækkelig.

- Socialministeriet har ikke i tilstrækkelig grad tilskyndet kommunerne til at efterleve serviceloven og styrke indsatsen, ikke mindst over for unge hjemløse, hedder det i beretningen.

Endelig finder Statsrevisorerne, at Boligministeriet ikke har fulgt op på kommunernes indsats til at sikre hjemløse boliger.

- Boligministeriet har ikke fulgt op på, hvordan kommunerne anvender de eksisterende ordninger til at skaffe boliger til hjemløse, og om ordningerne er tilstrækkelige, mener Statsrevisorerne.

Statsrevisorerne skriver dog i beretningen, at antallet af billige boliger er faldet markant i perioden 2007-2013.

/ritzau/