Statsstøtte på en kvart milliard uddeles i det skjulte

Sidste år blev statsstøtte for 244,5 millioner kroner givet til organisationer håndplukket af embedsmænd i strid med forvaltningsprincipper om konkurrence eller åbenhed.

Det viser aktindsigter, som Politiken har fået om samtlige ministeriers brug af de såkaldte tildelingspuljer, som kun udvalgte organisationer og kommuner kender til og har mulighed for at søge.

Tidligere i år afskaffede socialminister Manu Sareen (R) ministeriets brug af de lukkede puljer for at skabe "fuld gennemsigtighed" og sikre, at alle får "lige og fair" adgang til at søge statsmidler.

Det skete efter omfattende kritik af den såkaldte Zornigsag, hvor en udvalgt organisation blev særbehandlet.

Socialministeriet, som i 2013 uddelte 77 millioner kroner i lukkede puljer, er imidlertid ikke alene om den kritiserede praksis.

Udenrigsministeriet uddelte nemlig sidste år 95,6 millioner kroner i lukkede puljer, By og- Boligministeriet fordelte 60,6 millioner kroner og Sundhedsministeriet 11,3 millioner kroner, skriver Politiken fredag.

Lektor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, Sten Bønsing, kritiserer de lukkede puljer for at være på kanten af det lovlige og langt over kanten af god forvaltningsskik.

- Det er mærkeligt, at det kan være så svært for ministerierne at rette ind efter reglerne. Risikoen er, at hvis man ikke tilfældigvis lige ved, hvem der er de relevante tilskudsmodtagere, så risikerer man at udelukke nogen, som har de bedste projekter, siger Sten Bønsing til Politiken.

Sundhedsministeriet håndplukkede i 2013 behandlingscentret Den Lille Prins til at lave telepsykiatri i udkantsområder for en million kroner. Men efter kritikken af Socialministeriet stopper Sundhedsministeriet fra nytår med at uddele penge i lukkede tildelingspuljer.

- Vi ønsker at skabe fuld transparens om puljemidlerne, så derfor vil samtlige puljer fremover blive fordelt efter åbent opslag, så alle interesserede kan søge om tildeling af midlerne, siger økonomichef Kis Thuesen i en skriftlig kommentar til Politiken.

/ritzau/

Dagens Gossip