Stavefejl afslørede kvindes plan om at myrde sin mand med gift

Skrevet af admin

24/11/2015

Mest læste i dag

En britisk kvinde, som forsøgte at dræbe sin mand ved at forgifte hans mousserende frugtvin med et antifrostmiddel, er mandag blevet idømt 15 års fængsel. Hun blev afsløret af en stavefejl og en række sms-beskeder.

Efter et familieopgør forsøgte den 55-årige Jacqueline Patrick i 2013 to gange at dræbe sin mand, den 70-årige Douglas. De to drabsforsøg fandt sted i oktober og igen juledag, hvor kvinden kom et giftigt middel i sin mands cherry Lambrini, som er en drink, der er populær hos teenagere, som vil beruses for få penge.

- Det var måske det mest chokerende, at hun gav ambulancefolkene i London en seddel, der angiveligt var skrevet af hendes mand, hvor der stod, at han ikke ønskede at blive genoplivet, siger politiinspektør Tracey Miller fra Londons politi.

I det falske brev var der en stavefejl i ordet værdighed, der var stavet "dignerty" i stedet for "dignity". Da politiet senere bad hende skrive ordet, begik Jacqueline Patrick den samme fejl.

Parrets datter, den 21-årige Katherine, blev idømt tre års fængsel, efter at hun indrømmede at have opildnet sin mor til at forgifte sin far. Jacqueline erklærede sig skyldig i drabsforsøg to gange i familiens hjem i det sydlige London.

Douglas Patrick blev kørt til et hospital med udrykning og svævede mellem liv og død. Lægerne har fastslået, at han var blevet forgiftet med antifrostvæske.

- Da hans kone fik denne besked, sagde hun, at hendes mand øjensynligt havde drukket en blå væske ved en fejltagelse. Hospitalets personale fandt det besynderligt, at hun først meddelte dette så sent i forløbet og orienterede politiet om det, forklarer politiet i en pressemeddelelse.

Morens og datterens mobiltelefoner blev beslaglagt, og politiet fik kendskab til en serie stærkt belastende sms-beskeder - blandt andet en med sætningen "jeg har fået fat på den væske, som jeg vil give ham lidt senere. Slet denne besked, fortæl ikke noget til nogen".

/ritzau/Reuters