Stedfaderens iskolde forklaring i retten: Hun var en dæmon, og hendes tid var inde

Hun blev fundet på en strand i en affaldspose i den amerikanske storby Boston, og i næsten tre måneder var hun uidentificeret og kendt som 'Baby Doe'.

For få dage siden skete det afgørende gennembrud i den opsigtsvækkende sag, og pigens identitet blev endelig fastslået. Hendes rigtige navn er Bella Bond.

Nu er hendes 40-årige mor Rachelle Bond og 35-årige stedfar Michael McCarthy sigtet for det ubegribelige drab, og deres forklaringer i retten får det til at løbe koldt ned ad ryggen. 

Blandt andet skulle Michael McCarthy efter drabet have sagt, at pigen var en dæmon, og at hun derfor måtte dø.

Ifølge Rachelle Bond skete mordet en aften i maj, da hendes toårige datter nægtede at sove og var pjevset. Michael McCarthy gik ind på hendes værelse for at få hende til at falde til ro.

Det skriver New York Post og NBC News blandt andre.

Da Bonds mor lidt efter undrede sig over, at der ikke kom flere lyde fra værelset, gik hun ind for at se, hvad der foregik. Her fandt hun sin lille datter på sengen, mens McCarthy stod over hende med sine hænder nær hendes mave.

Bella Bonds hoved var hævet op og gråt, og Rachelle Bond forstod med det samme, at hendes datter var væk. Den toårige pige var blevet slået i maven, indtil hun døde af det.

- Hun var en dæmon, det var hendes tid til at dø, lød forklaringen fra Michael McCarthy angiveligt efter den grusomme forbrydelse.

Efter drabet kom McCarthy liget af Bella Bond i en affaldspose og gemte hende i deres køleskab i dagevis, før han smed sækken i vandet, som var det skrald. I dagene efter var kæresteparret angiveligt høje på heroin.

En ven af McCarthy og Bond forklarede i retten, at han tidligere havde boet hos parret i en uge, og at de behandlede deres datter på en frygtelig måde.

Han fortalte blandt andet, at de jævnligt låste pigen inde i et skab, mens hun skreg og bad om at blive lukket ud. Derfor flyttede han hurtigt ud af lejligheden, og det var også ham, der kom med det afgørende tip til politiet, da han få måneder senere så det computergenererede billede af Baby Doe, som gik verden rundt.

Under ransagningen af Bond og McCarthys hjem fandt efterforskerne flere bøger om dæmoner. 

Myndighederne har tidligere været i kontakt med Bella Bonds mor, efter anmeldelser om, at pigen blev forsømt som spæd. Desuden har hun tidligere fået frataget forældremyndigheden over to andre børn i perioden 2001 til 2006.

Det ene barn kom i pleje hos sin mormor, mens det andet blev bortadopteret.

LÆS OGSÅ: Nu er mysteriet om pigelig i affaldssæk opklaret: Endelig er Bella indentificeret

Dagens Gossip

Dagens TV