Stedfar raser over voldsanklage: Jeg slår ikke børn

Skrevet af admin

03/08/2015

Mest læste i dag

En 14-årig pige lyver, når hun påstår, at hendes mors 30-årige kæreste har kastet en mælkekasse i hovedet på hende samt slået og sparket hende og hendes lillesøster.

Sådan lyder det fra den 30-årige mand i Retten i Holbæk, hvor han sidder tiltalt for vold mod sin kærestes to døtre. Han er også anklaget for at have ladet børnenes mor udøve vold mod dem.

Anklageren borer i, om den 30-årige på et tidspunkt har lagt hånd på pigerne. Spørgsmålet får manden til at banke hænderne ned i bordet.

- I mine unge dage var jeg en af topgangsterne i Aalborg. Men børn og dyr er noget, der er helligt i min verden. Der, hvor jeg kommer fra, er det noget, man holder fingrene væk fra, svarer den 30-årige mand højlydt og vredt.

Når anklageren spørger, om pigerne kunne have misforstået noget, der har gjort dem bange for ham, farer han op:

- Nej, ikke en fucking meter, mand. Der er aldrig nogensinde nogen lege, der har kunnet været misforstået som vold eller modbydelighed.

Den 30-årige mand mener, at den ældste af de to døtre lyver om de voldelige overgreb på grund af jalousi.

- Hun er pissejaloux og tror, at jeg har taget hendes mor fra hende. Det ved jeg, at hun kunne finde på. Hun har gjort alt muligt andet, hvor hun har løjet. Når man lyver, så lyver man, siger den tiltalte, som har mørkt hår, en sort t-shirt på og afklippede cowboybukser.

Manden blev kæreste med de to døtres mor i 2014 og nåede at være en del af familien i omkring en måned. I den periode har han ifølge anklagen slået og sparket begge børn samt kastet en mælkekasse i hovedet på den ældste. Men manden nægter.

- Jeg kan huske, at hun smadrede en mælkekasse i hovedet på sig selv, fordi jeg låste alle hendes bøger inde i en bil, forklarer han.

Situationen opstod ifølge den 30-årige, da familien skulle i sommerland. Den ældste datter ville ikke med, hvilket ødelagde turen for den mindste datter. Derfor låste stedfaren hendes bøger inde i bilen, hvilket fik datteren til at gå amok.

De to døtres mor er i samme sag anklaget for at have mishandlet børnene ved at slå og sparke dem i hovedet og på kroppen over en periode på 10 år. Moren nægter sig skyldig.

Den 14-årige datter skal vidne mod sin mor og den 30-årige mand mandag eftermiddag.

/ritzau