Stedfortræder vil afløse republikansk fyrtårn i Kongressen

Skrevet af admin

29/09/2015

Dagens topnyheder

Republikanernes flertalsleder i Repræsentanternes Hus, Kevin McCarthy, går efter posten som formand i forsamlingen.

Posten bliver snart ledig, da partifællen John Boehner forleden meddelte sin snarlige afsked.

Kevin McCarthy, der blev valgt som Republikanernes flertalsleder i august i fjor, har været stedfortræder for John Boehner, som har været et af partiets fyrtårne i Kongressen.

Det sendte også chok gennem det konservative parti, da den 65-årige republikaner fredag erklærede, at han træder tilbage med udgangen af oktober.

Boehner har længe været under massivt pres fra konservative i egne rækker, som mener, at han er for villig til at gå på kompromis med USA's demokratiske præsident, Barack Obama.

De mener, at han er for tilbøjelig til at forlade sig på demokratiske stemmer for at få gennemført afgørende lovgivning.

Torsdag var Boehner, som selv er katolik, vært for pave Frans, der holdt tale i Kongressen.

Paven havde en gave med til republikaneren, og Boehner brød grædende sammen, da han stod med paven for at hilse på folkemængderne.

Formanden er formelt nummer to i det politiske hierarki i USA, og vedkommende indtræder som præsident, hvis både præsident Obama og vicepræsident Joe Biden bliver ude af stand til at varetage jobbet.

/ritzau/Reuters