Stefan Lassen: Vi skal være smartere

- Vi er nødt til at være taktisk smartere, når vi møder klassespillere som finnerne. Vi kommer i for mange undertalssituationer to-mod-tre og tre-mod-fire og giver for mange gratischancer. Og de koster.

Sådan faldt ordene fra Danmarks bedste spiller, Stefan Lassen, i minutterne efter 0-7 udklasningen i Vestfyen Arena i Odense.

- Selv om de er klart bedre end os, bør vi ikke tabe så stort. I VM skal vi lukke bedre af bagude, tilføjer Stefan Lassen.

Morten Madsen supplerer:

- Vi laver for mange personlige fejl og sælger Patrick Galbraith. Det er ikke hans fejl, at der går syv mål ind.

Den 18-årige handelsskoleelev fra Herning, backtalentet Bjørn Uldall, debuterede i denne uge og gjorde det godt i de to kampe.

- Det har været en utrolig spændende uge. Dejligt at snuse til landsholdet, siger Bjørn Uldall.

- Mange af spillerne på holdet har jeg set op til som lille - og nu spiller jeg pludselig sammen med dem. Det er stort.

Landstræner Per Bäckman er ikke i tvivl om, hvem der var bedst: Stefan Lassen.

- Tænk, hvis alle mine spillere havde hans fysik, siger han.

Han var også meget tilfreds med Kim Staal, som står stærkere og stærkere i VM-sammenhæng.

- Han har haft nogle gode træninger, og VM er noget, han virkelig vil, siger han.

Per Bäckman supplerer truppen i næste uges samling i Aalborg med de to kampe mod Rusland i Gigantium og Rødovre Skøjte Arena med Daniel Nielsen, Julian Jakobsen, Nichlas Hardt, to gange Jesper Jensen, Sebastian Dahm og Morten Andreasen.

Det betyder, at VM-samlingerne er slut for Bjørn Uldall, Olafur Gunnarsson, Nicklas Carlsen, Felix Scheel og Dennis Jensen.

 

 

 

Dagens Gossip