Stefan Löfven udelukker Vänsterpartiet i ny regering

Parlamentarikerne i det venstreorienterede svenske parti Vänsterpartiet må opgive drømmen om ministertaburetter.

Socialdemokraternas leder, Stefan Löfven, der efter søndagens riksdagsvalg i Sverige er i gang med at sondere det politiske terræn for at danne regering, siger, at han ikke ser nogen mulighed for at gå i regering med Vänsterpartiet.

Inden for finanslovforhandlinger og andre emner vil Socialdemokraterna forsøge at samarbejde med Vänsterpartiet, vel nærmest Sveriges SF, men derfra og så til et regeringssamarbejde, da er der et stykke vej.

- Vi kan ikke se for os, at de indgår i regering, siger Stefan Löfven til det svenske nyhedsbureau TT.

Spørgsmål: Vänsterpartiet vil altså ikke komme til at indgå i en rødgrøn regering?

- Præcis. Vi vil fortsat samarbejde med dem og selvfølgelig diskutere indholdet af finansloven. Der kan også være andre spørgsmål, hvor vi kan samarbejde. Men de vil ikke indgå i en regering.

Spørgsmål: Hvorfor ikke?

- Det er, fordi vi forbereder bredere aftaler inden for forskellige områder.

Spørgsmål: Du mener, at det er sværere at nå til enighed med andre partier, hvis Vänsterpartiet er med i en regering?

- Ja.

Socialdemokraterna gik ellers til valg på at danne regering sammen med Vänsterpartiet og Miljöpartiet, men så stemte vælgerne, og de har blot givet de tre partier 158 mandater tilsammen.

Der skal 175 mandater til for at få flertal i Riksdagen.

Stefan Löfven forhandler regering med 113 mandater i ryggen, en valgsejr på et enkelt mandat, og sammen med Miljöpartiet kan han mønstre 137 mandater.

Det betyder, at den tidligere fagforeningsleder har set sig varm på nogle af de borgerlige partier for at nå de magiske 175 mandater.

Han har ligesom den borgerlige fløj udelukket at have noget at gøre med valgets store sejrherre, det indvandrerkritiske Sverigedemokraterna med 49 mandater.

/ritzau/TT

Dagens Gossip

Dagens TV