Stein Bagger i retten for ny svindel

Skrevet af admin

15/11/2013

Dagens topnyheder

Den dømte storsvindler Stein Bagger skal fredag endnu en gang i retten. Denne gang for i Københavns Byret at møde beskyldninger om svindelnumre, som han har foretaget under sin afsoning.

Stein Bagger er tiltalt for at have drevet virksomhed, selv om han i forbindelse med sin svindeldom er blevet frakendt retten til det. Derudover er han tiltalt for underslæb.

Anklagen om underslæb er den alvorligste af de to og betyder også, at Bagmandspolitiet, som er anklagemyndighed i sagen, vil gå efter en ubetinget fængselsstraf til Stein Bagger.

Underslæbet er ifølge anklagemyndigheden foregået ved, at Stein Bagger har solgt to trucks, som han havde leaset til sin nye virksomhed, Dansk Selfstorage.dk ApS.

Ifølge sagens anklageskrift indbragte salget Stein Bagger en vinding på 250.000 kroner.

Sagens anden del består af en anklage om, at Bagger har drevet virksomhed, selv om han blev frakendt den ret, da han i juni 2012 blev dømt i den største svindelsag i danmarkshistorien i de senere år.

Ifølge Bagmandspolitiet har Bagger udført ledelsesopgaver i Dansk Selfstorage.dk af forskellig karakter.

Bagmandspolitiet mener, at Bagger har håndteret udarbejdelse og kontrol af selskabets budget og været indblandet i selskabets betalinger og bogføring.

Derudover har Bagger ifølge Bagmandspolitiet truffet afgørelser om blandt andet ansættelser og fyringer.

En anden tiltalt i sagen stod opført som selskabets direktør, men ifølge Bagmandspolitiet har Stein Bagger uddelegeret opgaver til sin medtiltalte og dermed reelt fungeret som chef.

Endelig mener Bagmandspolitiet også, at Bagger har varetaget strategiske og økonomiske interesser i firmaet.

Formelt var Stein Bagger i praktik i Dansk Selfstorage.dk som led i en resocialisering efter dommen på syv års fængsel, som han i 2009 modtog for sit enorme svindelnummer på mere end 800 millioner kroner.

/ritzau/