Stein Bagger nægter sig skyldig i underslæb

Skrevet af admin

15/11/2013

Mest læste i dag

Den dømte storsvindler Stein Bagger nægter fredag i Københavns Byret, at han har begået underslæb for op mod en kvart million kroner.

Bagger er sammen med en anden mand tiltalt for at have svindlet i regi af et flytte- og opbevaringsfirma, mens Stein Bagger afsonede sin dom på syv års fængsel, som han fik i kølvandet på virksomheden IT Factorys kollaps.

Anklager Malene Rysgaard fra Bagmandspolitiet mener desuden, at Stein Bagger reelt fungerede som direktør i virksomheden, selv om den medtiltalte var registreret som direktør. Men ifølge Rysgaard var den anden mand blot en stråmand.

Bagger må slet ikke være direktør, for den ret blev han frakendt, da han i 2009 blev dømt for svindel for mere end 800 millioner kroner. Bagger er derfor også tiltalt for at overtræde det forbud.

Formiddagen er gået med afhøring af Baggers medtiltalte. Baggers advokat, Anders Nemeth, meddelte dog indledningsvist, at Stein Bagger nægter sig skyldig i anklagerne mod ham.

Den medtiltalte fortæller, at han mødte Stein Bagger i foråret 2011 gennem en cykelkammerat, Per, som kendte Bagger.

Den medtiltalte besøgte Stein Bagger, som på det tidspunkt sad i Vridsløselille Statsfængsel, og senere kom det i stand, at Bagger i forbindelse med en uddannelse, han tog i fængslet, skulle i praktik i den medtiltaltes virksomhed.

Den medtiltalte har været selvstændig i 25 år. Frem til 2011 har han i 15 år drevet et flytte- og opbevaringsfirma, som gik konkurs.

Malene Rysgaard mener, at manden i forbindelse med konkursen har fusket med salg af nogle containere og på den måde snydt sine kreditorer for 225.000 kroner.

Derudover har den medtiltalte ifølge anklageren sammen med Stein Bagger begået underslæb ved at sælge nogle leasede trucks.

Stein Bagger bliver afhørt i sagen i næste uge. Der ventes dom i sagen sidst i november.

/ritzau/