Stemningen i dansk industri når nyt lavpunkt i juli

Humørbarometeret for de danske industrivirksomheder nåede et nyt lavpunkt i juli, hvor strømpilen for virksomhedernes form ifølge Danmarks Statistik styrtdykkede til minus 13 fra minus 7 i juni. Det er det laveste niveau siden 2009.

Indikatoren fortsætter dermed faldet fra marts, hvor den var på plus 12. Månedens fald er noget af en ubehagelig overraskelse, lyder det fra seniorøkonom Rasmus Gudum-Sessingø fra Handelsbanken.

- Faldet var større, end vi havde ventet, og understreger således den seneste tendens til, at optimismen i industrien har været for høj relativt til den faktiske efterspørgsel, siger han i en kommentar.

Ifølge cheføkonom i Danske Bank Steen Bocian er der ikke en oplagt forklaring på faldet i industriens syn på de økonomiske konjunkturer.

- Vi skal derfor også have bekræftet dagens tal af andre indikatorer, før vi konkluderer, at dansk industri er på vej ind i en fornyet krise. Men hvis dagens tal står til troende, så er det helt klart stærkt bekymrende, siger Steen Bocian i en kommentar.

Mens virksomheder indenfor byggeriet hellere ser så lyst på fremtiden, så er der mere optimisme inden for detailhandel og service, viser konjunkturmålingen fra Danmarks Statistik.

- Optimismen i disse to vigtige sektorer er dog ikke stærk nok til at opveje de to svage sektorer, siger Steen Bocian.

Han siger, at den samlede udsigt for service, industri og byggeri viser, at tredje kvartal er startet svagere, end andet kvartal sluttede.

- Dagens tal er ikke svage nok til at aflyse det økonomiske opsving, men dagens tal er med til at understrege, at der højest bliver tale om et meget skrøbeligt opsving, og at der ikke er meget, der skal gå galt, før opsvinget udebliver, siger han.

/ritzau/

Dagens Gossip