Stenderup: Vi tænker ikke på medaljer

Skrevet af admin

10/03/2014

Dagens topnyheder

Brøndby hænger stadig på i toppen af Superligaen efter søndagens kamp på hjemmebane, hvor holdet slog FC Nordsjælland 4-1.

Sejren betyder, at Brøndby fortsat befinder sig på fjerdepladsen, men klubbens midterforsvarer Daniel Stenderup afviser, at holdet er blandt topfavoritterne.

- Vi koncentrerer os om at holde fjerdepladsen, så medaljer er ikke noget, vi kigger efter og tænker over lige nu, lyder den beskedne melding fra Daniel Stenderup.

Brøndby spillede med høj risiko i søndagens kamp, og selvom det resulterede i en klar sejr, mener Daniel Stenderup, at der er meget, der kan forbedres spillemæssigt.

- Der er perioder, hvor vi mister utroligt mange bolde, og det skal selvfølgelig forbedres til næste gang.

- Bortset fra det var det dejligt at få en sejr på hjemmebane foran vores fans. De var fantastiske, så det var dejligt at kunne give dem lidt, siger han.

Med Khalid Boulahrouz og Martin Albrechtsen ude af truppen på grund af skader fik Daniel Stenderup plads i startopstillingen for Brøndby og spillede fuld tid.

- Jeg havde ikke forventet, at jeg skulle spille, men jeg havde trænet for at blive udtaget, så jeg havde selvfølgelig håbet på det. Det er desværre ikke mig, der tager beslutningen om, hvem der skal spille. Sådan er fodbold.

- Jeg kan kun gøre alt, hvad jeg kan på træningsbanen for at få lov til at spille. Mere kan jeg ikke rigtig gøre. Med to skader åbnede der sig så en mulighed, og så er det bare om at gribe den, siger den 24-årige Brøndby-spiller.

Daniel Stenderup blev vraget af træner Thomas Frank, da Brøndby i 20. spillerunde vandt en kneben 1-0-sejr på udebane over Randers.

I kampen mod FC Nordsjælland fjernede Daniel Stenderup den sidste spænding om kampens udfald, da han gjorde det til 3-0 med sin første scoring i Superligaen i sin kamp nummer 73.

Selvom Thomas Frank har erkendt, at det var en fejl at vrage ham mod Randers, mener Daniel Stenderup, at scoringen var en perfekt måde at vise, at der ikke bør være tvivl om hans viljestyrke.

- Jeg er utrolig glad for sejren og for min egen indsats. Det er en dejlig følelse endelig at få scoret det mål. Når jeg samtidig føler, at jeg har leveret en god indsats, er det den fedeste følelse, siger han.

Daniel Stenderup har foreløbigt kontrakt i Brøndby frem til vinter.

/ritzau/