Stenet ud af befolkningen: Serbisk leder flygter fra mindehøjtidelighed for Srebrenica-massakren

Skrevet af admin

11/07/2015
Serbiens premiereminister Aleksandar Vucic - her under en anden begivenhed, hvor han og  Tysklands præsident Angela Merkel talte til en pressekonference

Dagens topnyheder

Den serbiske premierminister, Aleksandar Vucic, blev lørdag jaget væk fra en højtidelighed i anledning af 20 året for massakren i Srebrenica, hvor tusindvis af muslimske mænd og drenge blev slået ihjel.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters måtte premierministeren taget flugten, da en gruppe kastede sten og flasker efter ham.

Livvagter fik Aleksandar Vucic gennem den vrede menneskemængde, der råbte og buhede ad ham, mens medlemmer af hans delegation løb op ad en bakke til deres biler.

Serbiens indenrigsminister kalder episoden et "attentatforsøg".

- Det er et skandaløst angreb, og jeg må sig, at det kan ses som et attentatforsøg, siger indenrigsminister Nebojsa Stefanovic til tv-stationen Serbian Pink, ifølge Reuters.

Srebrenica var beskyttet af FN's fredsbevarende styrker, da bosniske serbere i 1995 trængte ind i byen. I løbet af de næste fem dage blev omkring 8000 muslimske mænd og drenge slået ihjel.

Omkring 1000 lig er endnu ikke fundet, og ved mindehøjtideligheden lørdag skal resterne af 136 lig, der for kort tid siden er blevet identificeret, begraves.

To internationale domstole har kaldt massakren for folkedrab, men det ord vil hverken serbiske eller bosniske ledere bruge.

Så sent som sidste uge overtalte Serbien sin russiske allierede til at nedlægge veto mod en FN-resolution, der ville have fordømt en benægtelse af, at massakren var et folkedrab.

Aleksandar Vucics deltagelse i lørdagens mindehøjtidelighed skulle vise, at forholdene mellem parterne på Balkan bliver bedre efter borgerkrigen i 1992-95.

Men benægtelsen af, at massakren er et folkedrab, betød, at han måtte flygte over hals og hoved fra arrangementet.

- Skammer han sig ikke over at sige, at det ikke var folkedrab? Skammer han sig ikke over at komme her, spørger Hamida Dzanovic Reuters udsendte reporter.

Hun er kommet til lørdagens mindehøjtidelighed for at begrave to knogler, som dna-prøver har vist stammer fra hendes savnede mand.

/ritzau/