Stenkast skyld i bilulykke: Forældrepar kvæstet i Sverige

Forældrene blev kvæstede, mens de tre voksne børn slap fra ulykken uden skader. Det skriver den svenske avis Aftonbladet ifølge bt.dk.

Årsagen til ulykken menes at være, at nogen havde kastet en masse sten ud på kørebanen. Stenene fik føreren af bilen til at miste herredømmet, og bilen kørte ind i midterrabatten og væltede rundt.

»Det er meget alvorligt. Stenene var blevet kastet ud på motorvejen få minutter inden, bilen med den danske familie kommer kørende. Føreren af bilen ser ikke de store sten, hvilket fører til en voldsom kollision, og bilen væltede om på taget,« siger Björn Svensson, der er talsmand ved Skånepolisen, til bt.dk.

Ulykken skete kort efter klokken tre natten til tirsdag på motorvejen i nærheden af Kvarnby Golfklub nær Malmø.

Svensk politi oplyser til BT, at moderen formentlig har brækket bækkenet, mens faderen har fået skader i ansigtet, sandsynligvis efter slaget fra airbaggen.

»Det er alvorlige skader, men der er heldigvis ingen livstruende kvæstelser. Alle tre børn er ikke kommet til skade, og de to ældste har lige været på stationen for at hente deres ting,« siger Björn Svensson.

Skånepolisen oplyser, at der var så mange sten på vejen, at politiet er sikre på, at nogen har kastet eller på anden vis placeret dem på vejen.

Bare et par timer før ulykken fik politiet to af hinanden uafhængige opkald fra bilister, som havde fået skader på dækkene på grund af genstande på vejen, og der er mistanke om, at det også i disse tilfælde var sten på vejen.

Politiet har igangsat en efterforskning, men indtil videre er der ingen mistænkte i sagen.

»For at være ærlig, så har vi ikke mange spor at gå efter. Området er ret øde, og selv om flere biler har fået skader, så er der ingen vidner, der har set noget mistænkeligt på strækningen. Men vi efterforsker sagen for fuldt kraft,« siger Björn Svensson til bt.dk.

Dagens Gossip

Dagens TV