Stenkast tvinger buslinje til at ændre rute

Efter flere episoder, hvor buslinje 3A i Aarhus er blevet angrebet med sten ved Tilst Skolevej, har Midttrafik nu valgt at omlægge ruten.

Det skriver JP Aarhus.

- Vores chauffører er blevet utrygge ved at køre ruten. Det er farligt for både dem og vores kunder, når ruderne bliver smadret, siger buschef ved Aarhus Sporveje Frits Vittrup til JP Aarhus.

I alt syv episoder har der været siden den 22. december i fjor. Blandt andet er en chauffør blevet ramt på skulderen af en sten. En anden har fået glassplinter i ansigtet.

Torsdag blev der holdt krisemøde mellem Aarhus Sporveje, der står for buskørslen, Østjyllands Politi og en SSP-repræsentant. Kommunens repræsentant var på ferie.

Der blev ikke fundet en løsning, hvorfor det er planen, der skal afholdes endnu et møde i næste uge.

- Før vi igen kører den oprindelige rute, skal jeg være overbevist om, at de tiltag man agter at gøre, skaber tryghed hos mig og vores chauffører. Det hele afhænger altså af de tiltag, vi får præsenteret i næste uge, forklarer Frits Vittrup til avisen.

Du kan se, hvad omlægningen betyder på Midttrafiks hjemmeside.

Dagens Gossip