Stephan Andersen får ny rival i Real Betis

Skrevet af admin

27/01/2014

Dagens topnyheder

Udsigterne til spilletid hos den spanske klub Real Betis kan blive endnu mere dystre for den danske landsholdsmålmand Stephan Andersen.

I forvejen har han ikke fået fast spilletid hos den kriseramte bundklub, og i weekenden sad han på bænken, mens argentineren Guillermo Sara vogtede buret i nederlaget på 2-4 til Celta Vigo.

Nu får de to endnu en rival i skikkelse af Antonio Adán, der er blevet fritstillet i sin italienske klub Cagliari. Skiftet fremgår af Betis' hjemmeside.

Adán er aldrig blevet nogen succes på Sardinien. Her skiftede han til sidste sommer fra Real Madrid, hvor han i flere sæsoner havde været reservekeeper.

Målmanden var genstand for opmærksomhed, da han i en periode blev foretrukket foran Iker Casillas af træneren José Mourinho. Træneren forsvarede sin handling med, at han så Adán som en bedre målmand på det tidspunkt.

Real Betis ligger håbløst sidst i den spanske liga med 10 point op til den rette side af nedrykningsstregen. De skiftende målmænd har lukket 47 mål ind i 21 ligakampe.

/ritzau/