Stephan Andersen skal igen have ny træner

Skrevet af admin

19/01/2014

Dagens topnyheder

Et hjemmenederlag på 0-5 til Real Madrid blev én ydmygelse for meget for Real Betis' træner Juan Carlos Garrido.

Den spanske bundklub valgte søndag at smide træneren på porten efter syv resultatløse uger i jobbet.

Dermed skal den danske landsholdsmålmand Stephan Andersen for anden gang i denne sæson have ny træner i et desperat forsøg på at redde den kuldsejlede klub fra nedrykning.

Juan Carlos Garrido overtog først Real Betis i begyndelsen af december sidste år, da ledelsen afskedigede forgængeren Pepe Mel.

Det blev således blot til fem ligakampe i spidsen for klubben, der kun blev noteret for et enkelt point under Garridos ledelse.

Real Betis ligger nummer sjok i den spanske liga med 11 point efter de første 20 spillerunder. Der er otte point op til Almeria på den rigtige side af nedrykningsstregen.

/ritzau/