Stephan Andersen taber og avancerer i Europa

Skrevet af admin

28/11/2013

Dagens topnyheder

Det endte med et nederlag uden sportslige konsekvenser, da spanske Betis torsdag aften tabte 0-1 ude til franske Lyon i Europa Leagues gruppespil.

Gæsterne havde den danske landsholdsmålmand Stephan Andersen med i alle 90 minutter, og efter slutfløjtet stod det klart, at begge mandskaber er videre i 1/16-finalen efter nytår. Det står fast, selvom der fortsat mangler en spillerunde i gruppe I.

Lyon topper med ni point, mens Betis har otte. Portugisiske Guimaraes spillede kun 0-0 ude mod kroatiske Rijeka og har fem point på tredjepladsen, så de to tophold kan ikke længere indhentes. Betis er nemlig bedre indbyrdes mod portugiserne.

Stephan Andersen spillede en solid kamp for Betis, der i den hjemlige liga er bundprop. Danskeren er blot reserve i Primera Division, mens han har stået fast i de europæiske kampe.

Danskeren havde flere fine aktioner, og han kunne intet stille op, da Lyon-angriberen Bafetimbi Gomis blev matchvinder midtvejs i anden halvleg.

Gomis skulle blot trille bolden i mål efter at være spillet fri af Yoann Gourcuff. Både Gomis og Gourcuff startede kampen på bænken.

For Betis var der tale om det første nederlag i årets gruppespil efter to sejre og to gange uafgjort i de første fire kampe.

/ritzau/