Stephansen verdensmester for tredje gang i træk

Danskeren kværnede med et højt malende tempo konkurrenterne sønder og sammen i finalen.

Franskmanden Jeremie Azou forsøgte at holde Henrik Stephansen bag sig, og det lykkedes indtil midt i løbet, men fra 1.000 til 1.500 meter trak den danske verdensrekordholder i ergometerroning for alvor fra og efterlod en slagen Azou.

I mål havde danskeren en længde eller næsten to sekunder ned til franskmanden, som han på forhånd vidste, ville blive den værste konkurrent.

- Jeg havde mest fokus på Azou og vidste at han var den største modstander. Løbet udviklede sig, som jeg havde forventet og jeg havde heldigvis is nok i maven til at køre mit eget løb og ikke lade mig stresse de første 700 meter, fordi jeg ikke var kommet foran endnu, forklarede han.

- Det var et rigtig hårdt løb, men også et godt og fedt løb at være en del af. Det kørte efter planen, og det var okay at de andre var en smule foran efter 500 meter, for så kunne jeg hente på dem hen over midterstykket, og det lykkedes fint. Så var det bare at holde den hjem, selvom jeg ved, at Azou gerne vil ud at spurte om det.

- Han havde også kørt rigtig hårdt på ned over banen, så jeg vidste, at jeg kunne holde mit tempo, og at han ikke ville kunne nå mig, og hvis han fyrede en spurt af var jeg sikker på, at jeg godt kunne fyre en tilsvarende spurt af, så vi sluttede med samme afstand i mål, fortæller verdensmesteren om løbet.

Danmark havde også en båd med i letvægts-dobbeltfireren, men her måtte det unge hold bestående af Christian Noll Nielsen, Jannik Nilton, Emil Espensen og Jens Noll Nielsen nøjes med en fjerdeplads.

Dagens Gossip