Steve Martin vikarierer for Mumford & Sons

Steve Martin og hans band Steep Canyon Rangers giver Telluride Bluegrass Festival en hjælpende hånd i dag. De afløser Mumford & Sons som hovednavn.

Bluegrassfestivalen fylder 40 år, men det britiske folkrockband er tvunget til at sende afbud. I sidste uge måtte bassisten Ted Dwane nemlig opereres for en blødning på hjernehinden. Den 28-årige musiker var under kniven for 10 dage siden og alt gik godt. Dwane kunne forlade hospitalet i fredags, men han har brug for mere tid til at komme sig helt.

Derfor har Mumford & Sons aflyst en hel række koncerter og det går blandt andet ud over den jubilerende festival i Colorado. I sidste øjeblik er det imidlertid lykkedes arrangørerne at få Martin og hans band til at gå på scenen i stedet for kvartetten fra London.

Blandt medlemmerne af Steep Canyon Rangers er Paul Simons kone, sangerinden og sangskriveren Edie Brickell. Hun turnerer med bandet foreløbig resten af året.

Dagens Gossip