Steven Gerrard takker Suarez for enestående indsats

Da Liverpool fredag meddelte, at klubben havde solgt sin topscorer Luis Suarez til Barcelona, lagde Liverpool-manager Brendan Rodgers ikke skjul på, at klubben havde gjort alt for at holde på uruguayeren.

Også klubbens anfører Steven Gerrard havde helst set Suarez blive.

Fredag hyldede han sin nu forhenværende holdkammerat på det sociale medie Instagram.

- På en følelsesladet dag for mig vil jeg bare sige, hvilken fornøjelse det har været at spille sammen med et utroligt talent som Luis.

- Jeg vil gerne takke ham for en enestående indsats på banen i tiden for Liverpool, og jeg ønsker ham og hans familie alt det bedste på det nye eventyr i Spanien, skriver Steven Gerrard.

Den nu pensionerede Liverpool-spiller Jamie Carragher nåede at spille sammen med Suarez i to år, inden Carragher indstillede karrieren sidste sommer.

Også han roser angriberen, men mener samtidig, at tiden for et salg var inde.

- Bortset fra Gerrard er Luis den bedste spiller, jeg har spillet med i Liverpool. Men det var uundgåeligt, at han en dag ville rejse til Spanien.

- Det er det rette tidspunkt for alle. Han ville væk, og klubben fik en god pris, når man tænker på hændelsen under VM, skriver Jamie Carragher på Twitter.

Han hentyder til Uruguays kamp mod Italien, hvor Suarez bed Giorgio Chiellini og siden blev idømt karantæne fra resten af VM samt fire måneder fra al fodbold.

Dermed står Suarez til karantæne i den første del af sin tid hos Barcelona, men han har dog anket karantænedommen til den internationale sportsdomstol (CAS).

/ritzau/

Dagens Gossip