Stiftelse: Politiet censurerer beviser i sag om skibsbrand

Skrevet af admin

09/08/2016

Dagens topnyheder

- Det er helt ufatteligt.

Sådan lyder den umiddelbare kommentar fra Terje Bergsvåg, der er næstformand i "Stiftelsen Efterforskningen Av Mordbranden Scandinavian Star".

Norske medier oplyser, at politiet i Oslo nu har opgivet at rejse flere tiltaler i sagen om skibsbranden fra 1990, der kostede 159 mennesker livet.

Terje Bergsvåg er ikke overrasket over konklusionen, der ventes at blive præsenteret af politiet i Oslo tirsdag eftermiddag.

Men han er alligevel oprevet over den måde, sagen er blevet håndteret af det norske politi.

- Politiet gjorde et dårligt stykke arbejde i 1990, men de har gjort det endnu dårligere denne gang, hvor de har haft beviserne til rådighed, siger han.

I to år har det norske politi efterforsket skibsbranden, og flere nøglepersoner er trådt frem under forløbet.

Blandt andet en tidligere chefundersøger fra den danske Søfartsstyrelse, der hævdede, at ulykken kun kunne være resultat af en ond, bevidst og planlagt handling.

Terje Bergsvåg kritiserer det norske politi for bevidst at udelade vigtige beviser og vidneudsagn.

- Politiet censurerer bevidst og tager kun det med, som passer til deres teori og udelader det, som ikke passer, siger han.

Terje Bergsvåg mener blandt andet, at det norske politi har udeladt bevismateriale, der viser nye arnesteder for branden.

En dansk lastbilchauffør, som selv omkom i branden, blev udpeget som den skyldige for brandstiftelsen umiddelbart efter skibsbranden.

En politirapport slog i 2014 fast, at der ikke var grundlag for at udpege ham som gerningsmand.

/ritzau/