Stig Elling går fra borde efter 33 år i Star Tour

Mr. Charter takker af. Efter 33 år har Stig Elling valgt at trække sig fra sin stilling som salgsdirektør i Star Tour. Han vil have mere fritid og ikke været bundet af sit job hver time året rundt.

- Jeg har aldrig vidst, hvornår telefonen ringede. Og flere gange har jeg været ved at gå ned med stress. Og nu er det så på tide - ikke at sige farvel til branchen - men at drosle ned, siger Stig Elling til Ritzau.

Stig Elling har været i rejsebranchen i 50 år, siden han i 1964 startede Fortunrejser i sine forældres kælder. Men ved udgangen af januar er det slut.

- Jeg fylder 68 år til marts. Og efter at have været på 365 dage 24-7 i mange år, så bliver man slidt. Tiden er inde nu til, at jeg selv beslutter, hvad mit arbejdsliv skal bestå af, siger den snart forhenværende salgsdirektør i Star Tour.

På den anden side af det nye år venter en anderledes tilværelse, hvor Stig Elling vil bruge sit kendskab til branchen som konsulent og til at holde foredrag. Elling sad i otte år i kommunalbestyrelsen på Frederiksberg for De Konservative - men politik er ikke en del af fremtiden.

- Det vil jeg ikke igen. Med al respekt for politikerne, så er det ikke den vej, jeg vil gå. Jeg vil trappe ned på arbejdet - ikke op, siger han.

Stig Elling har et utal af gange været i medierne, når det handlede om danskere i udlandet.

Lige fra tsunamien, der blandt andet ramte den thailandske kyst i julen 2004, i forbindelse med askeskyen fra den islandske vulkan i 2010, som var skyld i aflyste fly i næsten en uge, til maveonder i Tyrkiet på grund af en beskidt swimmingpool.

- Det er jo aldrig sjovt, når der er mennesker, der kommer til skade. Men jeg er jo blevet ved i så mange år, fordi det har været sjovt. Det er sørgmodigt at stoppe - men på en god måde, siger Stig Elling.

Fremtiden i Star Tour kommer til at se anderledes ud, når Stig Elling forlader koncernen. Der kommer ikke nogen ny salgsdirektør, da rejsekoncernen skal have en ny nordisk struktur uden landeledelse. Og i sommer forlod Star Tour direktør Birthe Madsen koncernen.

- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg savner Birthe meget. Det har ikke været det samme uden hende. Og nu er min tid kommet, siger Stig Elling.

Hvor meget fritid, Stig Elling får, er uvist. Han ser dog frem til at se mere til sin mand Steen, som han bor sammen med.

- Nu må vi se, om vi kan finde ud af det, siger Stig Elling.

/ritzau/

Dagens Gossip