Stigende andel af sommerhuse har liggetider på over to år

Flere og flere sommerhuse har liggetider på over to år, viser nye tal fra Boligsiden.dk. I januar 2009 lå andelen af de langtidsliggende sommerhuse på knap 6 procent. I dag er andelen oppe på 32 procent, og dermed er det hvert tredje sommerhus, der lider den skæbne.

- Udviklingen for villaer er den samme. Her er andelen af huse, der har været til salg i over to år også stigende. For villaernes vedkommende er det hver femte, der har en liggetid på over to år, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk.

Faldende salgstider

Paradokset på boligmarkedet er, at mens andelen af boliger, der har liggetider på over to år stiger, falder den aktuelle salgstid. Forklaringen skal findes i et delt boligmarked.

Læs også: Demokratiske danskere deler boligudgifterne

De populære huse sælges hurtigt. De mindre populære sælges langsomt eller slet ikke. De lange liggetider ender nemlig ikke altid i et salg. Nogle gange opgiver sælgeren og tager boligen af markedet, uden at den bliver solgt. Da salgstiden kun regnes ud fra boliger, der rent faktisk bliver solgt, tæller alle de boliger, der bliver opgivet, ikke med.

Tendensen er, at boligmarkedet stille og roligt bevæger sig mod hver sin pol, og at midterfeltet af gennemsnitlige boliger med gennemsnitlige salgstider bliver mindre og mindre.

Et boligmarked i flere spor

Generelt kører boligmarkedet i to spor. For villaer er hovedreglen, at jo tættere man kommer på en storby, desto større chance er der for at få solgt boligen hurtigt og til en god pris. Omvendt set er salgstiderne lange og priserne faldende for husene i landzonerne.

Pas på bakterier: 5 fejl når du ordner badeværelset

For sommerhuse er der ikke samme by- og landzone-opdeling. Her er det sommerhuse over alt i landet i alle prisklasser, der må finde sig i at samle støv på Boligsiden.dk.

- Sommerhussalget blev især ramt af finanskrisen. Sommerhuse blev en luksusgode, som man godt kunne undvære. Antallet af sommerhushandler faldt, da mange ikke havde lyst til at erhverve sig en ekstra bolig i de økonomisk ustabile tider. I 2013 begyndte der igen at komme flere sommerhushandler, og det er et godt tegn. Men der er stadig et stykke vej til et blomstrende sommerhusmarked. Det kræver nok et opsving af større karakter, siger Birgit Daetz.

Dagens Gossip