Stjålet Pjerrot-kostume fundet i container

Den klassiske cirkusklovn Pjerrot kan igen få smilene frem iført sit hvide kostume i Cirkus Arena tirsdag aften, efter tøjet blev stjålet mandag eftermiddag sammen med en af cirkussets biler.

En beboer huskede noget tøj smidt ved en container i Valby, og da han læste om det stjålne tøj, lagde han to og to sammen. Beboeren informerede Cirkus Arena, så Pjerrot igen kunne blive forenet med sit kostume.

- Nej hvor herligt. Tænk at I har fundet det, siger en meget glad Pjerrot med det borgerlige navn Ib Groth Rasmussen, til Ekstra Bladet.

Bilen med både Pjerrots kostume og rekvisitter forsvandt fra sin plads foran Cirkus Arena i Bellahøj mandag ved 15-tiden.

Christian Warrer, der står for cirkussets markedsføring, forklarede, at tyveriet var meldt til politiet, og at han og resten af personalet krydsede fingre for hurtig aktion.

- I første omgang spekulerer vi selvfølgelig på, om vi kan nå at få syet et nyt kostume. Det er nok tvivlsomt, og vi er egentlig ikke kommet længere lige her og nu, men vi håber rigtig meget på, at det dukker op, sagde han.

- Hvis der render en Pjerrot rundt, så er det altså en falsk Pjerrot, der har stjålet kostumet. Vi må håbe på, at nogen henvender sig til politiet, så vi lynhurtigt får det fundet igen, fortsatte han.

Ifølge Christian Warrer var bilen med klovne-godset blevet set to steder i Københavnsområdet, siden den blev stjålet. En af gangene var tyvene åbenlyst ved at pille det karakteristiske Cirkus Arena-logo af bilen.

Bilen, der endnu ikke er fundet, er en bordeaux rød Kia Carnival med registreringsnummeret TN 96908..

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV