Stjerne bliver far for niende gang

Skrevet af admin

15/04/2016

Dagens topnyheder

Eddie Murphy har virkelig hænderne fulde.

Stjerneskuespillerens 36-årige kæreste, modellen Paige Butcher, venter i øjeblikket parrets første fælles barn, og nu fortæller de vordende forældre, at det bliver en lille pige.

Det afslørede den 55-årige Oscar-nominerede "Dreamgirls"-skuespiller over for mediet X17online, som fangede parret hånd i hånd efter en kaffetur.

Adspurgt om det bliver en pige eller en dreng, svarede Murphy og modellen kortfattet:

- Det er en pige.

Den lille forårsbaby, som kommer til verden til maj, bliver skuespillerens niende barn.

Murphy har de voksne børn Bria, Miles og Shayne samt teenagedøtrene Zola og Bella med ekskonen Nicole Murphy, som han blev skilt fra i 2006 efter 22 års ægteskab.

Derudover har skuespilleren yderligere to voksne børn, sønnerne Eric og Christian, fra to tidligere forhold.

Skuespilleren er også far til niårige Angel, som Spice Girls-sangerinden Melanie B. fødte på hans 46-års fødselsdag 3. april 2007.

Gennem flere år nægtede Murphy dog faderskabet til pigen, og efter et meget offentligt drama endte skuespilleren alligevel med at tage en faderskabstest, som bekræftede hans relation til lille Angel.

Paige Butcher og Eddie Murphy fandt sammen i 2012, men har været uhyre private om hele deres forhold, og i 2013 fortalte modellen hvorfor.

- Jeg er kærester med en meget kendt person, så jeg føler allerede, der ligger meget om mig derude i medierne. Jeg vil gerne holde det private for mig selv, fastslog hun over for modemagasinet Vanity Fair.

Eddie Murphy spillede over for danske Gitte Nielsen i hitkomedien "Frækkere end politiet tillader 2" fra 1987 i rollen som betjenten Alex Foley. Indspilningerne til den fjerde film i rækken begynder snart, skriver filmdatabasen IMDB.

Se Murphy og modellen afsløre kønnet her: http://www.x17online.com/2016/04/eddie_murphy_girlfriend_paige_butcher_pregnant_baby_gender_reveal_photos_041316

/ritzau/FOKUS