Stjerne med det offentlige til egen koncert

Man har hørt det før, og her er beviset så igen. De kendte er i virkeligheden bare ligesom os andre. Nogle af dem benytter i hvert fald den offentlige transport, når de skal til koncert.

Stjerne-rapperen Jay-Z blev lørdag spottet i Londons Underground sammen med blandt andre produceren Timbaland og Coldplay-forsangeren, Chris Martin.

Gruppen tog metroen til Jay-Zs udsolgte koncert i Londons O2 Arena, og det fik både koncertstedet og fans til at skrive på Twitter af begejstring.

- Vi elsker, at Jay-Z tog metroen hertil i går, skrev koncertstedet O2 Arena på det sociale medie.

- Står af metroen og ser Jay-Z, der stille og roligt står på rulletrappen ved siden af. Alle går amok, skrev its_EH på Twitter. 

Det er ikke første gang, at "99 Problems"-rapperen tager det offentlige til en af sine koncerter. Sidste efterår blev Jay-Z spottet i New York Citys Subway, da han skulle spille en koncert i Barclays Center i Brooklyn. 

Man skal desværre ikke regne med at spotte rapperen i de danske tog eller busser, da han springer Danmark over på sin igangværende Magna Carta Holy Grail-turné.

Dagens Gossip