Stjerne sælger sine svedige trøjer

Nogle filmstjerner fejrer deres fødselsdag med dyr champagne.

Hugh Jackman valgte en mere utraditionel og uselvisk måde at markere sin store dag på, da han lørdag fyldte 45 år. "Wolverine"-stjernen opførte nemlig et show på Hollywoods Dolby Theatre, hvor han med stepdans, sang og anekdoter skrabede 11 millioner danske kroner ind til velgørenhed, skriver Female First.

I alt 4.500 publikummer lagde blandt andet ører til skuespillerens veloplagte joke om sin alder i en branche besat af ungdom.

- Jeg er 45 nu, eller som det hedder her i Los Angeles: 36. Det åbner for nogle kommercielle muligheder. Måske kan jeg begynde at reklamere for Viagra nu, sagde Hugh Jackman.

Publikum kvitterede med en fødselsdagssang for action-helten, og i løbet af aftenen solgte han også to af sine svedige trøjer på en spontan auktion.

Hugh Jackman betegner showet som den bedste og mest egoistiske måde, han kunne fejre sin fødselsdag på, fordi han fik lov til at tale om sig selv og spille sine favoritnumre.

Pengene går til "The Motion Picture & Television Fund", der støtter forskellige initiativer for børn, ældre og syge.

Newspaq

Dagens Gossip