Stjerner flokkes til Hoffmans afsked

Venner, familie og kolleger samledes torsdag aften i New York for at vise deres sidste respekt og sige farvel til skuespilleren Philip Seymour Hoffman.

Det skete ved en privat afskedsceremoni i Frank E. Campbell Funeral Home på Madison Avenue i New York City. Det skriver Reuters.

Her mødte blandt andre Joaquin Phoenix, Amy Adams, Justin Theroux, Cate Blanchett m.fl. op for at ære mindet om deres afdøde kollega. Også skuespillerens partner gennem 14 år, Mimi O'Donnel, var til stede ved ceremonien sammen med parrets tre børn, Cooper på 10 år, Tallulah på syv år og Willa på fem år.

Parret boede ikke sammen, da Hoffman døde.

Afskedsceremonien vil blive fulgt af en privat begravelse fredag, oplyser en talsmand for Hoffmans efterladte familie. En mindehøjtidelighed er planlagt til at finde sted senere på måneden.

Skuespilleren, som angiveligt døde af en overdosis heroin, blev søndag fundet død i sit hjem i Greenwich Village i New York. Ifølge myndighederne blev den 46-årige Hoffman fundet med en kanyle i armen.

Philip Seymour Hoffman er blandt andet kendt for sine roller i film som "The Master", "Doubt" og "Capote", som indbragte ham en Oscar for bedste mandlige hovedrolle i 2006.

Newspaq

Dagens Gossip