Stjerner sender Chile og Argentina videre i Copa America

Skrevet af admin

15/06/2016

Dagens topnyheder

Det var stjernernes aften i de amerikanske mesterskaber i fodbold, hvor Argentina og Chile spillede sig videre fra det indledende gruppespil efter pæne sejre.

Det forsvarende mesterhold, Chile, vandt først på aftenen lokal tid 4-2 over Panama på to mål af Arsenal-stjernen Alexis Sánchez og to mål af Hoffenheims Eduardo Vargas.

Dermed sikrede Chile sig avancement for mesterskabets gruppe D, som også indeholder Argentina og Bolivia.

Senere på aftenen stødte netop disse to hold så sammen på CenturyLink Field i Seattle.

Kampen blev en ensidig affære, selv om de argentinske verdensstjerner var sendt på banen uden Lionel Messi i startopstillingen.

Den altoverskyggende Barcelona-profil var dog ikke savnet. Allerede ved pausen førte argentinerne 3-0 på mål af Erik Lamela, Ezequiel Lavezzi og forsvarsspilleren Victor Cuesta.

Specielt den vævre Lavezzi, der indtil starten af året spillede for franske PSG, leverede en god præstation. Ud over sin scoring lagde Hebei China Fortune-spilleren også op til Cuestas scoring.

Fra anden halvlegs start blev Lionel Messi så sendt på banen, men dampen gik alligevel lidt af argentinerne, der kørte en sikker 3-0-sejr hjem.

Argentinas stjerner møder dermed overraskelsen fra Venezuela i kvartfinalen, mens Chile skal op imod Mexico.

Mexico og Venezuela sluttede begge med syv point for to sejre og en uafgjort i gruppe C, men mexicanerne vandt gruppen på en bedre målforskel.

De øvrige kvartfinaler i turneringen står mellem USA og Ecuador samt Peru og Colombia.

/ritzau/