Stjernerne om 2014: Det glæder vi os til

Raketterne farer til vejrs og eksploderer på den sorte nattehimmel, guldkonfettien er kastet på bordene og champagnepropperne flyver om ørerne på os. Nytåret står for døren og det betyder fest, men det betyder også nye mål og nye udfordringer.

Spørger man landets sangstjerner, er 2014 da også et år, som byder på mange nye udfordringer.

Danmarks rockmama nummer ét, Sanne Salomonsen, starter kort efter nytår sin turné "Hjem", hvor hun udelukkende spiller sine gamle ballader i nye fortolkninger.

- Billetterne bliver revet væk. Så jeg er helt oppe i det røde felt. Jeg glæder mig utroligt meget, fortæller en begejstret Sanne Salomonsen, der også har planer om en mulig turné i Sverige i det nye år.

Den unge successangerinde Emilie de Forest, hvis karriere for alvor tog fart i 2013, da hun vandt det internationale Melodi Grand Prix, ser også frem til en bestemt ting i 2014.

- Jeg glæder mig til Eurovision 2014 når det kommer til Danmark, så skal jeg se hele København på den anden ende, og jeg skal også optræde, fortæller den storsmilende sangerinde.

Et andet musikalsk par der har fået kæmpesucces i Danmark i løbet af 2013 er duoen Quadron, som til daglig bor i USA. Tidligere på året udgav de deres andet album "Avalanche", der for alvor kan betegnes som deres danske gennembrud. De håber dog på at indkassere endnu mere succes i 2014.

- Forhåbentlig kommer der mere musik og flere plader, og endnu flere mennesker lærer Quadron at kende. Jeg føler stadig, at vi har meget at erobre, og i USA er jo sådan, at hver stat nærmest er et land, så det kan tage lang tid at slå sit navn fast, siger den mandlige del af Quadron, Robin Hannibal.

Sangeren Mads Langer, der har haft et forrygende år, håber også, at han kan blive ved med at holde gryden i kog.

- Jeg håber, at jeg professionelt og musikalsk kan blive ved med at udfordre mig selv. Og jeg håber, at jeg bliver ved med at røre folk og være relevant. Så i 2014 håber jeg på at udvikle mig endnu mere som musiker, siger han.

Mens han fortsætter i samme spor med musikken, så bliver 2014 året, hvor Marie Key vender tilbage til noget, hun holder rigtig meget af.

- 2013 har jo været et rigtigt sjovt år, men jeg glæder mig også, til der skal ske nogle nye ting. Jeg skal blandt andet mødes med mine gamle kammerater fra Rytteriet og lave forestilling med dem, og det bliver rigtig hyggeligt at vende tilbage, siger Marie Key, der har haft et travlt år med masser af koncerter.

Det har trioen Panamah, der har hittet med "Børn af Natten" og "DJ Blues", også, og de glæder sig til forhåbentlig at kunne skrue lidt ned i 2014.

- Jeg glæder mig til et år, der forhåbentlig bliver mindre stresset, men med lige så meget succes. Lidt mere af det gode, og lidt mindre af det hårde, siger Peter Lützen, der er guitarist i bandet.

Danske musikinteresserede kan også godt begynde at glæde sig til det nye år, for mange af landets musikere udgiver nye album. Det tæller blandt andre Wafande, Shaka Loveless og Camille Jones.

Newspaq

Dagens Gossip