Stjernespiller sikrer New Orleans første sejr i NFL

Skrevet af admin

05/10/2015

Mest læste i dag

Drew Brees leverede sit touchdown-kast nummer 400 i karrieren, da New Orleans Saints natten til mandag dansk tid hentede sæsonens første sejr i amerikansk fodbold, NFL.

Hjemmekampen mod Dallas Cowboys var netop gået i overtid, da den 36-årige quarterback-stjerne fandt runningbacken C.J. Spiller med et touchdown-givende kast for hele 80 yards.

Det kast sikrede New Orleans Saints sejren med cifrene 26-20.

- Han (Brees) er formentlig den bedste, jeg nogensinde har spillet sammen med. Han fortjener det, siger C.J. Spiller ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det så ellers ud til, at den foreløbig lidet imponerende sæson skulle fortsætte for Saints, da holdets kicker, Zach Hocker, kort før tid ramte opstanderen på et field goal-forsøg fra 30 yards. Men Brees og Spiller ville det altså anderledes.

Drew Brees, der i 2010 ledte New Orleans til sejr i Super Bowl, vendte tilbage til holdet efter en skade, og han ramte en medspiller på 33 af 41 kast.

New Orleans har nu en sejr og tre nederlag i NFL-grundspillet, mens Dallas Cowboys har to sejre og to nederlag.

Arizona Cardinals led sæsonens første nederlag, da holdet tabte 22-24 hjemme til St. Louis Rams.

Denver Broncos hentede den fjerde sejr af fire mulige, da holdet med stjernespilleren Peyton Manning vandt 23-20 hjemme over Minnesota Vikings.

/ritzau/