Stockholm vil beholde bidrag efter skidt maraton-omtale

Skrevet af admin

12/05/2015

Dagens topnyheder

Stockholm overvejer at trække et økonomisk bidrag til Stockholm Marathon på 200.000 svenske kroner tilbage.

Den administrerende direktør i Stockholm Business Region, Olle Zetterberg, mener, at maratonarrangørerne har givet byen dårlig omtale i internationale medier i en kontroversiel sag om præmiepenge.

Stockholm Marathon besluttede i april, at præmiepengene til løbet den 30. maj skulle forbeholdes nordiske løbere for at fremme langdistanceløb i Norden.

Efter en del kritik valgte arrangørerne dagen efter at åbne præmiepuljen til løbere fra alle lande.

- Vi har foreslået vores bestyrelse ikke at udbetale pengene og heller ikke at arbejde med udenlandske journalister og hjælpe dem under arrangementet, siger Olle Zetterberg til Dagens Nyheter.

- Vi synes, at den mediedebat, som kom i udlandet, var meget negativ for Stockholm.

- Først skulle udenlandske løbere ikke have præmiepenge, senere ændrede man det, men på det tidspunkt var skaden sket, siger direktøren.

Bidraget på 200.000 svenske kroner, svarende til 160.000 danske kroner, er øremærket markedsføring og pressearbejde.

I mange år har Stockholm Business Region været glade for at støtte maratonløbet, men Olle Zetterberg kalder beslutningen om at gøre langdistanceløbet til en nordisk landskamp for en fejl.

Politikerne i Stockholm Business Region skal tage stilling til det økonomiske bidrag på et møde den 19. maj.

Præmiesummen til Stockholm Marathon er på 250.000 kroner (200.000 danske kroner).

/ritzau/