Støb tinsoldater og lav påklædningsdukker på Bymuseet i Fredericia

Skrevet af Redaktionen

07/02/2013

Dagens topnyheder

Især siden 2. Verdenskrig har skuffer og skoæsker været fyldt til randen med malede og umalede krigsmænd. På børneværelsegulvet har amerikanske GI’s erobret en rumstation fra onde vikinger, mens riddere til hest har delt klø ud til smølfer og legomænd.

For nogen bliver legen til en hobby. Hverdagsaftener bruges til at male og organisere nye hære. I weekenderne udkæmpes historiske slag med terninger og målebånd, som de vigtigste våben.

Kunne du tænke dig dine egne små krigsmænd? Så kom og vær med til nogle hyggelige eftermiddage på museet, hvor kleinsmed Jan Rasmussen står for støbning af tinsoldater.

Og påklædningsdukkerne - man kunne lege med dem i timevis på samme måde, som mange leger med Barbiedukker nu. Måske har din veninde, din mor eller bedstemor en samling påklædningsdukker?

Få masser af inspiration fra Museets samling, fra andres samlinger og fra Museumsbutikkens klippeark. Museet har papir, farver, karton og andet, som du kan bruge ganske gratis - men tag gerne en saks med.

Både børn og voksne har mulighed for at tegne og klippe påklædningsdukketøj efter nutidens mode, fantastiske prinsessekjoler eller hvad med skitøj?

Du kan også tegne din helt egen påklædningsdukke, en soldat, en general med forskellige uniformer.  Hvad med en kendt skuespiller med en stor garderobe? Eller rocksanger med alt udstyr til koncerter?

Læs mere i Museets annonce i lokalpressen og vær med til nogle hyggelige eftermiddage på 'Bymuseet' fra den 11. - 15. februar, mandag til fredag kl. 12-16 i vinterferien.

Der er gratis entre.