Støjberg afviser FN-kritik af asyl-forslag

Integrationsminister Inger Støjberg (V) afviser kritikken fra FN's Flygtningehøjkommisariat (UNHCR), når det gælder regeringens forslag om en såkaldt "straks-opbremsning" af antallet af asylansøgere, blandt andet gennem lavere ydelser.

UNHCR har i høringssvar anklaget regeringens forslag for at være konventionsstridigt, men det afviser Støjberg tirsdag forud for et samråd i Folketinget:

- Det er det selvfølgelig ikke, for det læner sig meget op ad den måde, vi gennemførte starthjælpen på, og det blev godkendt af Højesteret, siger hun.

- Selvfølgelig fremlægger regeringen ikke forslag, der er konventionsstridige, lyder det fra ministeren.

Ved dagens samråd er hele tre ministre indkaldt til at svare på spørgsmål om asylforslaget, der skal bringe asylansøgeres ydelser fra det offentlige ned fra kontanthjælp til SU-niveau.

For eksempel vil enlige uden børn fremover modtage 5945 kroner før skat i integrationsydelse om måneden mod i dag op til 10.849 kroner før skat i kontanthjælp om måneden.

Og det har fået UNHCR til at rette en usædvanlig hård kritik af forslaget, der har som udtrykkeligt formål at få færre flygtninge til at søge mod Danmark.

UNHCR har i et høringssvar anført, at forslaget ikke opfylder de krav, som er opstillet i flygtningekonventionen. Det sker med den begrundelse, at det ikke tager nok højde for den specifikke situation, som flygtninge står i.

Flygtningehøjkommissariatet vurderer desuden, at de lavere ydelser til flygtninge leder til forskelsbehandling.

Også det særlige dansktillæg på 1500 kroner for at beståe en danskprøve på niveau 2 kan ifølge UNHCR ramme flygtninge, der gerne vil lære dansk, men som af den ene eller anden grund har svært ved at lære sproget.

/ritzau/

Dagens Gossip