Støjberg: Familiesammenføringsregler skal være stramme

Skrevet af admin

29/06/2016

Dagens topnyheder

Regler om familiesammenføring skal være stramme, mener udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).

Så i fremtiden skal Udlændingestyrelsen se bort fra den såkaldte 26-års-regel ved anvendelse af tilknytningskravet. Det sker som konsekvens af en EU-dom.

Tilknytningskravet handler om, at et ægtepar for at blive familiesammenført skal kunne vise, at parret ikke har større samlet til knytning til et andet land end Danmark.

I en skriftlig kommentar siger Støjberg:

- Vi følger naturligvis dommen og har nu analyseret dens betydning for udlændingelovens regler om ægtefællesammenføring.

- Analysen betyder, at vi nu ser bort fra 26-års-reglen ved udlændingemyndighedernes behandling af de verserende sager.

- Dermed skal der altid stilles krav om tilknytning, medmindre der foreligger ganske særlige grunde.

- Det er meget vigtigt for mig, at vi beholder de stramme familiesammenføringsregler, og derfor arbejder vi nu videre med, hvordan vi fremover kan skrue reglerne sammen, så de både rammer rigtigt og retter sig efter dommen.

Stramningen finder sted efter en EU-dom 24. maj, hvor det blev slået fast, at Danmark gjorde sig skyldig i indirekte forskelsbehandling.

Hidtil har man været undtaget fra tilknytningskravet, hvis den herboende partner har været dansk statsborger i mindst 26 år, hvis vedkommende er født i Danmark og har boet her i 26 år, eller hvis vedkommende er kommet til Danmark som barn og har boet i her i 26 år.

Støjberg har ikke tid til at stille op til interview med Ritzau om sagen.

Det har Venstres udlændinge- og integrationsordfører, Marcus Knuth, til gengæld.

- Vi har de stramme familiesammenføringsregler, så vi ikke bliver en asylmagnet. Der skal stilles krav om tilknytning til Danmark, medmindre der er ganske særlige grunde, siger han.

Og hvad er så de særlige grunde? Det er ikke noget, politikerne kan vurdere, lyder det fra Knuth.

- Det er op til domstolene at vurdere. Men vi kommer til at kigge på, hvordan vi fremover kan skrue reglerne sammen, så de rammer rigtigt, men også retter sig efter EU-dommen.

- Vi ønsker ikke at ramme udlandsdanskere unødvendigt, siger han.

Socialdemokraterne støtter regeringens tiltag, oplyser udlændinge- og integrationsordfører Dan Jørgensen. Men der skal kigges på reglerne, så udlandsdanskere ikke kommer unødvendigt i klemme.

- Jeg er ikke ekspert i de juridiske spidsfindigheder ned i detaljen, så jeg kan ikke pege på præcist, hvordan sådan en løsning skal se ud. Vi nærstuderer de regler nu, men vi lader regeringen komme med sit udspil først, siger Dan Jørgensen.

/ritzau/